18.09.2017

Air India åbner direkte rute mellem Delhi og København

Danmark får langt bedre muligheder for både forretning og ferie i Asien, når Air India den 16. september åbner en direkte rute tre gange om ugen mellem København og Delhi. Ruten blev annonceret i dag på den danske ambassade i Delhi. 

Den direkte rute med et af Air Indias nye Boeing 787 Dreamliner-fly er resultatet af adskillige års forhandlinger og tæt samarbejde mellem Københavns Lufthavn og Air India – og ikke mindst myndigheder i både Danmark og Indien.

Også den danske regering har været meget aktiv, blandt andet var transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i Delhi i slutningen af februar sammen med Københavns Lufthavns ledelse og mødtes i april med Air India i Danmark.

”International tilgængelighed og effektive flyforbindelser spiller en væsentlig rolle for vækst og jobskabelse i Danmark, og det er et konkurrenceparameter i kampen om virksomhedernes placering af deres aktiviteter.

Jeg er derfor meget glad for Air Indias beslutning om at åbne en direkte flyforbindelse mellem København og Delhi. Det vil få stor betydning for danske virksomheder i Indien og giver mulighed for øget samhandel. For danske og indiske turister vil en direkte rute betyde en hurtigere og mere behagelig rejse,” siger Ole Birk Olesen.

Et nyt ”lykkeligt” partnerskab
Air Indias kommercielle direktør, Mr. Pankaj Srivastava Commercial Director,  er glad for at kunne udvide selskabets netværk med verdens lykkeligste land.

”Hvis der er ét luftfartsselskab, der er "lykkeligt" for at udvide sit netværk i verdens højst rangerende land på "lykkeindekset", så er det Air India, ” siger Pankaj Srivastava.

Air Indias kommercielle direktør udtrykte stor glæde og tilfredshed ved offentliggørelsen af nyheden om den nye direkte rute mellem Delhi og København fra 16. september 2017.

”Ruten mellem den danske og den indiske hovedstad vil blive betjent med topmoderne Dreamliner-fly tre gange om ugen,” understreger Pankaj Srivastava.

Skandinavien får således en solid indisk tilstedeværelse, idet Air India tidligere har meddelt, at selskabet starter en direkte rute mellem Delhi og Stockholm i midten af august 2017.

Som medlem af Star Alliance vil Air India kunne samarbejde med bl.a. SAS, der kan flyve passagerer fra hele Nordeuropa til det skandinaviske flyselskabs knudepunkt i København og derfra videre til Indien, understreger administrerende direktør i Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye.

”Som Nordeuropas Star Alliance-hub vil vores partnerskab med Air India virkelig kunne styrke knudepunktet i København – til gavn for både Air India, SAS og Danmark. Og så får danskerne og danske virksomheder en lang række nye rejsemuligheder i Indien og Asien via Air Indias hub i Delhi,” understreger Thomas Woldbye.

Delhi-ruten betyder vækst for en kvart milliard kroner
Dagens offentliggørelse af den nye rute fandt sted på Danmarks ambassade i Delhi, hvor ambassadør Peter Taksøe-Jensen var vært. Ambassaden har spillet en stor rolle i arbejdet for at få ruten til Danmark.

”Indien er et helt afgørende land i Asien – politisk og økonomisk. Så der er mange gode kræfter i Danmark og her i Indien, der i tæt partnerskab har samarbejdet om at få genåbnet en direkte forbindelse mellem vores to lande til gavn for både vækst, samhandel og turisme. Det er samtidig et vigtigt skridt i det bilaterale strategiske samarbejde mellem Danmark og Indien,” siger Peter Taksøe-Jensen.

Hver eneste nye flyrute skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark – ikke mindst de lange ruter. Således vil helsårsruten til Delhi med tre ugentlige afgange giver en årlig BNP-vækst i Danmark på 259 mio. kr., viser en regnemodel udviklet af Damvad Analytics.

At direkte flyruter skaber vækst, er en af grundene til, at en lang række danske virksomheder de senere år har samarbejdet med Københavns Lufthavn om få en direkte rute til Delhi.

De seneste 10 år er Danmarks samhandel med Indien sakket agterud i forhold til flere andre lande i Nordeuropa. Det kan den nye flyrute være med til at ændre på, vurderer branchedirektør Michael Svane, DI Transport:

”Direkte flyforbindelse mellem Indien og Danmark har længe stået højt på danske virksomheders ønskeseddel. Det er glædeligt, at det ønske nu opfyldes. Indien er et marked af meget stor interesse for danske virksomheder, hvor en række virksomheder allerede i dag er etableret. Den direkte flyforbindelse vil styrke samhandlen mellem Danmark og Indien.”.

Flere indiske turister i Danmark
Air Indias nye ruter er også en god nyhed for den danske turismeindustri.  Hos Wonderful Copenhagen ser administrerende direktør Mikkel Aarø-Hansen et stort turismepotentiale i Indiens voksende middelklasse:

”En direkte rute fra Indien til København er en historisk god nyhed for hele Danmark og Sydsverige. Det er noget, mange gode kræfter har arbejdet på i mange år, og nu er det lykkedes. Direkte tilgængelighed fra et kæmpe turismemarked rummer et stort potentiale for jobskabelse og vækst i turismebranchen. Antallet af indiske outbound-turister er fordoblet på verdensplan i løbet af få år. Og med en direkte rute får vi mulighed for at få større andel af væksten fremover,” siger Mikkel Aarø-Hansen. 

Fakta:

  • Air India vil flyve fra København til Delhi tirsdag, torsdag og lørdag klokken 20:40.
  • Air India er som SAS medlem af Star Alliance. Det betyder, at SAS i samarbejde med Air India kan flyve passagerer via København til Indien.
  • Den danske samhandel med Indien har i dag en værdi af knap 10 mia. kr. Der er potentiale for meget mere, vurderer Udenrigsministeriet.
  • Indien er verdens næstmest folkerige land med knap 1,3 mia. indbyggere.
  • Delhi i det nordøstlige Indien er landets hovedstad og næststørste by efter Mumbai. Ved folketællingen i 2011 blev der registreret 16,7 mio. indbyggere i Delhi.
  • Danske turister besøger bl.a. Delhi med de mange monumenter, Agra med det berømte Taj Mahal-mindesmærke og de smukke strande i Goa og Kerala.