18.09.2017

Fart på Kristi himmelfart og store bededag i Københavns Lufthavn

En måned med store bededag og Kristi himmelfartsfridage kan ses på trafiktallene for maj måned, hvor der blev sat rekord med knap 2,6 mio. passagerer. Væksten på de lange ruter fortsætter. Lufthavnen har vokseværk og bygger.  

Væksten i Københavns Lufthavn fortsætter. År til dato er 11,2 mio. passagerer rejst gennem lufthavnen – en samlet vækst på 2,7%.

I maj måned voksede antallet af passagerer med 1,3% i forhold til samme meget travle måned sidste år. Samlet blev det til 2.594.083 passagerer. Der var især fart på de lange weekender omkring Kristi himmelfart og store bededag.

”Der er traditionelt set lidt ekstra travlt, når danskerne har tid til at rejse på forlænget weekend. Mange har i år også valgt at tage ekstra fridage og flyve længere væk på ferie. Vi kan se, at antallet af rejsende på de lange, interkontinentale ruter er steget med 10,9% i forhold til maj sidste år,” fortæller administrerende direktør Thomas Woldbye.

Netop den interkontinentale trafik til rejsemål uden for Europa trækker en god del af væksten. År til dato er den interkontinentale trafik vokset 7,8% til 1.280.472 passagerer.

Og væksten ser ud til at fortsætte. 30. maj kunne Air India annoncere, at selskabet starter en rute mellem Delhi og København den 16. september med tre ugentlige afgange. Dermed har Københavns Lufthavn 35 direkte, interkontinentale ruter.

”Den voksende rejselyst og væksten i antallet af passagerer er netop baggrunden for, at vi i disse år udbygger lufthavnen for omkring 1,3 mia. kr. om året,” fortæller administrerende direktør Thomas Woldbye.

Lige nu udbygges området ved sikkerhedskontrollen til dobbelt størrelse, Terminal 2 og Terminal 3 før sikkerhedskontrollen ombygges og udvides markant, og Terminal 2 efter sikkerhedskontrollen skal udvides til dobbelt størrelse. Dertil er lufthavnen i gang med at bygge flere standpladser til flyene og en helt ny Finger E til især de store interkontinentale fly.

Download Excel