Netcompany og CPH bag IT-selskab som skal digitalisere lufthavne i hele verden
CPH og Netcompany stifter selskabet Smarter Airports A/S, der skal udvikle en ny og markedsledende digital platform til effektiv og bæredygtig drift af fremtidens lufthavne. Når løsningen er kørt ind hos Københavns Lufthavn, er målet at sælge systemet til lufthavne verden over.
Københavns Lufthavn er 15 ud af 17 mulige gange kåret som Europas mest effektive – senest i 2019. Med udgangspunkt i den styrkeposition i branchen går lufthavnen nu sammen med Netcompany ind i et partnerskab om at udvikle en ny markedsledende digital platform til effektiv og bæredygtig drift af fremtidens lufthavne.
Netcompany og CPH er villige til at investere op mod 200 millioner kroner i selskabet Smarter Airports A/S. I løbet af de næste 12 måneder skal selskabet færdigudvikle den nye digitale og datadrevne platform.
”Uanset den dybe krise luftfarten er i lige nu, skal vi i CPH have udskiftet det snart udtjente it-system, der i dag udgør hjertet i driften af flytrafikken og passageroplevelsen. Partnerskabet betyder, at vi kan kombinere vores viden og Netcompanys kompetencer til sammen at udvikle et innovativt it-system, der kan møde fremtidens krav om effektiv og bæredygtig lufthavnsdrift,” siger Thomas Woldbye.
”Vi kombinerer det bedste fra de to danske selskaber, deler omkostningerne til udviklingen – og efterfølgende kan vi udvikle det til en egentlig eksportsucces ved at sælge det til større lufthavne over hele verden. Det er både en god ide og en god forretning, og så flugter projektet med et af lufthavnens strategiske fokusområder: At finde nye indtægtskilder baseret på vores bestående kompetencer, så vi kan fortsætte den bæredygtige omstilling af lufthavnen,” siger Thomas Woldbye.
Den kommende digitale platform vil ved hjælp af data, algoritmer og kunstig intelligens give helt nye muligheder for at kortlægge og integrere enorme datamængder om bl.a. trafikafvikling, flytider, check-in og security. Med andre ord vil løsningen gennem data skabe stor værdi ved at effektivisere og optimere alle processer i og omkring driften af lufthavne til gavn for passagerer, flyselskaber og alle virksomhederne i og omkring lufthavnen.
Thomas Woldbye understreger, at det nye selskab også skaber mulighed for at opkvalificere medarbejdere til flere data-kompetencer og udvikle nye job i luftfartsbranchen, som er så hårdt ramt af corona-krisen.
Digitalisering skal drive fremtiden
CEO i Netcompany, André Rogaczewski, ser store perspektiver i samarbejdet med Københavns Lufthavn:
”I dag er det afgørende, at man har en stærk og fleksibel digital platform i hjertet af enhver virksomhed. I tilfældet med Københavns Lufthavne vil denne platform ikke bare garantere stabil, sikker og overskuelig drift, men også være essentiel i relation til at optimere lufthavnen baseret på indsigt i hændelser og data og være nøglen til at håndtere grøn omstilling. Ambitionen med Smarter Airports er klar,” siger André Rogaczewski og fortsætter:
”Med afsæt i vores respektive styrkepositioner vil vi skabe et nyt dansk eksporteventyr og gøre den nye innovative digitale platform til den førende løsning for større lufthavne verden over. Derfor er det en stor dag, at vi sammen med Københavns Lufthavn kan præsentere selskabet Smarter Airports, der skal skabe fremtidens intelligente kommunikationssystem for moderne og bæredygtig drift af lufthavne,” siger han.
Netcompany og CPH er allerede godt i gang med at udvikle det nye digitale og datadrevne kernesystem, men lægger nu aktiviteterne på dette område i et fælles selskab.
”Data udgør en helt fundamental del af løsningen og vil blive et værdifuldt værktøj til at skabe en mere bæredygtig og effektiv lufthavn, der baserer sig på intelligent dataanalyse. Vi føler os overbeviste om, at fremtidens succesfulde lufthavn er en datadrevet lufthavn,” siger André Rogaczewski.
Tro på fremtiden
I Københavns Lufthavn understreger administrerende direktør Thomas Woldbye, at det er et partnerskab, der peger fremad.
”Vi tror på en bæredygtig fremtid for luftfarten på den anden side af Coronapandemien og i den fremtid bliver den nye digitale platform afgørende. I partnerskab med Netcompany kan CPH tage et teknologisk kvantespring og komme i den digitale førertrøje med et system, der kan rulles ud i hele verden. Det vil kunne give os en fordel, når vi får de rejsende tilbage og skal i skarp konkurrence med andre europæiske regioner og lufthavne om at genoprette ruter og netværk,” siger Thomas Woldbye.
Det nye joint venture er betinget af godkendelse af relevante konkurrencemyndigheder.
Fakta om Smarter Airports
- Netcompany og CPH er villige til at investerer op mod DKK 200 millioner i Smarter Airports
- Selskabet ejes ligeligt (50/50 pct. ejerskab) mellem parterne.
- Systemet forventes klar til parallel drift i CPH sidst på foråret 2021 og derefter i fuld drift i CPH ultimo 2021.
- Systemet skal efterfølgende sælges globalt som licensbaseret model.
- Konkurrencemyndighedernes godkendelse forventes at foreligge inden udgangen af 2020. Herefter skal der findes partnerlufthavne, der kan deltage i udviklingen.
Kontakt:
- Netcompany på +45 5040 8511 eller CPH på +45 3231 2800