Nordeuropas største lufthavnshotel åbnet i CPH
Snoren er klippet til det 66.000 m2 nye Comfort hotel og konferencecenter, som ligger lige ved søsterhotellet Clarion i Københavns Lufthavn.
Udover 605 hotelværelser, så byder Comfort Hotel Copenhagen Airport også på fem mødelokaler og Nordeuropas største konferencesal beliggende i tilknytning til en lufthavn. Men der er også mulighed for at nyde udsigten fra hotellets skybar på 10. etage med en smuk udsigt over både lufthavn og over Øresund og hovedstadens skyline.
“Med det nye hotel og konferencecenter bliver Danmark og Københavns Lufthavn endnu mere attraktiv som destination – ikke mindst for den møde og konference-industri, der som luftfarten nu skal genstartes efter den globale pandemi,” konstaterer kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard.
FAKTA OM COMFORT HOTEL COPENHAGEN AIRPORT
- Helt nyt hotel med 605 hotelværelser inklusive to suiter, handicapvenlige værelser samt 15 XXL-værelser med plads til otte personer i hver
- Skybar på 10. sal med udsigt til både Øresund og Københavns Lufthavn
- Døgnåbent fitnessrum
- Crew lounge til flypersonale
- Fire minutters gang fra lufthavnen og 13 minutter til Kongens Nytorv med metro
- 500 m2 solceller på taget, som bidrager med bæredygtig energi til hotellet
- Største konferencecenter i direkte forbindelse med en lufthavn i Nordeuropa på i alt 3.900 m2 herunder en sal på 2.500 m2 med plads til 2.150 gæster, 25 biler eller fem Cessna-fly