CPH passagertal: Stærkt comeback for Sydeuropa
Flyene sydpå er fyldt som før corona-pandemien. Til sommer er der 170 direkte destinationer at vælge imellem, og rejselysten trives trods inflation og global usikkerhed. 2,2 millioner rejsende var igennem terminalerne i april, der dog var ramt af NAVIAIRS mangel på flyveledere.
Danskerne og sydsvenskerne har i år gjort et markant comeback på destinationerne i Sydeuropa. Antallet af rejsende til lande som Frankrig, Italien, Portugal og Tyrkiet er de første fire måneder større end i året før coronaen ramte.
”Vi kan se rejselysten stortrives trods inflation og usikkerhed i verden. I alt 2,2 millioner var igennem terminalerne i april måned, og det er en markant fremgang på 22 procent i forhold til sidste år,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Påsken faldt i april i år, men tilsyneladende har mange forlænget helligdagene. Hele 81.866 rejste allerede fredag den 31.marts, mens store hjemrejsedag faldt mandag 2. påskedag den 10. april med 85.130 passagerer.
Nu venter sommeren og her er der 170 direkte rejsemål i 50 lande at vælge imellem - af dem er 26 nye. Allerede i april var flyene godt fyldt op med i gennemsnit 75 procent af sæderne solgt.
Mest fyldt var flyene til feriedestinationer som f.eks. Porto, Bangkok, Dubai, Malaga og Barcelona, hvor omkring ni ud af ti sæder var besat.
Mange forsinkelser på grund af NAVIAIR
I april blev fredag den 28. månedens mest travle dag med 88.000 rejsende. Knap 50.000 var dog ramt af forsinkelser helt overvejende på grund af manglen på flyveledere i NAVIAIR - det selskab der styrer trafikken i det danske luftrum. Dertil var der i alt 23 aflysninger ud af fredagens 717 planlagte flyvninger.
”I det hele taget ramte manglen på flyveledere i selskabet NAVIAIR passagererne, flyselskaberne og Københavns Lufthavn hårdt i april måned,” siger Peter Krogsgaard.
Af 19.200 flyvninger i april var 45 procent af alle ankomster og afgange forsinket mere end et kvarter. Det påvirkede en million rejsende. Dertil kom 400 aflysninger, der ramte omkring 60.000 rejsende.
”Vi har en klar forventning om, at NAVIAIR og flyvelederne i første omgang finder en midlertidig løsning i forhold til resten af foråret og den kommende, travle højsæson, hvor vi forventer flere end 7,5 millioner rejsende igennem terminalerne i de tre sommermåneder,” siger Peter Krogsgaard.