Direkte fly til Agadir i Marokko
Marokko er et populært rejsemål, og til efteråret bliver der endnu bedre muligheder for at komme direkte fra København til det Nordafrikanske land. Det sker, når SAS åbner en direkte rute mellem København og Agadir, der ligger ud til Atlanterhavet.
Agadir er en af Marokkos mest populære feriedestinationer. Byen ligger fantastisk med en lang sandstrand ud til Atlanterhavet, og den er et godt udgangspunkt for spændende udflugter og store oplevelser i Atlasbjergene eller den røde by Marrakesh, der ligger godt 250 km. fra Agadir.
Til efteråret bliver det nemmere at komme fra København til Agadir, når SAS åbner sin direkte rute lørdag den 4. november 2023.
”Det er en god nyhed for passagererne og Københavns Lufthavn, at SAS vælger at flyve direkte fra København til det afrikanske kontinent. Jeg er sikker på, at mange ferierejsende vil sætte pris på at det nu bliver nemmere at komme ned i den marokkanske varme, hvor et væld af eksotiske oplevelser venter”, siger Morten Mortensen, chef for ruteudvikling i Københavns Lufthavn.
Den nye rute direkte mellem København og Agadir er SAS’ første direkte rute til Marokko og det afrikanske kontinent i årtier. Inden coronapandemien fløj både Norwegian og Air Arabia Maroc på ruten mellem København og Agadir.
Der bliver afgang hver lørdag hele vintersæsonen kl. 8.35 med ankomst i Agadir kl. 12.20.