2 millioner rejsende i februar
1,98 millioner rejsende var gennem Københavns Lufthavn i februar - syv procent flere i forhold til sidste år. På trods af det stigende antal passagerer er antallet af fly, der letter og lander i lufthavnen, lavere end for seks år siden. Det skyldes, at andelen af nye, større flytyper er steget, og i dag er hvert tredje fly i lufthavnen en moderne flytype, der støjer og forurener mindre end tidligere.

Februar er lig med ferietid for mange. Skolerne holder vinterferie, og flere tog flyet på ferie i de to vinterferieuger. I årets sidste vintermåned var 1.984.070 passagerer gennem terminalerne i Københavns Lufthavn. Det er 7,3 procent flere rejsende i forhold til sidste år – hvor februar endda havde 29 dage på grund af skudår.
”Vi kan se, der er mange, der benytter vinterferien til at komme væk til sol, strand og varme eller skipisterne i bjergene. Alene i de to vinterferieuger var omkring 1,3 millioner passagerer gennem lufthavnen – og det inkluderer også over de mange udenlandske turister, der kommer til Danmark eller rejser via Københavns Lufthavn ud i verden”, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
To ud af tre rejsende i Københavns Lufthavn er udlændinge, og danske rejsende udgør 35 procent af passagererne i lufthavnen. 13 procent af de rejsende er svenskere, ni procent er amerikanere og otte procent er fra Storbritannien.
Færre fly trods flere passagerer
På trods af et stigende antal passagerer, var der 13 procent færre passagerfly, der lettede og landede i Københavns Lufthavn i februar sammenlignet med februar for seks år siden, hvor passagertallet var det samme som i dag.
”Den positive udvikling skyldes, at mange flyselskaber flyver med nye, større fly med plads til flere passagerer, og at der er flere solgte sæder pr. fly i forhold til tidligere”, siger Peter Krogsgaard.
I februar var belægningsgraden på 74,5 procent, hvilket er otte procent højere end samme måned i 2019, hvor passagertallet var det samme.
Moderne flytyper forurener mindre
I gennemsnit letter eller lander 615 fly hver dag i Københavns Lufthavn, og andelen af nye og mere moderne flytyper er steget de seneste år. I dag er mere end hvert tredje fly – 34 procent – i lufthavnen en mere moderne flytype som fx Airbus A320neo, Boeing 737 MAX eller lignende. I 2019 var andelen nede på fem procent.
”Fordelen ved de nye, moderne flytyper er, at de er mere brændstofeffektive og både larmer og forurener mindre. Vi forventer, det er en udvikling, der fortsætter. Udviklingen i nye og større flytyper betyder også, at vi som lufthavn udbygger standpladser, hvor flyene parkerer, og andet for netop at kunne tage mod de nye flytyper, der forurener mindre. Vi ser løbende på, hvordan vi kan indrette lufthavnen, så vi er så effektive og attraktive som muligt”, siger Peter Krogsgaard.
Thailand er et vinterferiehit
Det er på langdistanceruterne fra København, der er den største procentvis fremgang. USA er mest populær efterfulgt af Emiraterne og Thailand.
Landene i Asien er populære rejsemål i vinterhalvåret, og i februar var flyene til Thailand fyldt godt op med en belægningsgrad på 96,9 procent . Omkring 43.000 passagerer rejste mellem København og en af de tre Thailandske destinationer Bangkok, Phuket og Krabi, hvilket er 32 procent flere end samme periode sidste år.
”Thailand er en af de helt store favoritter i vintermånederne, hvor mange søger væk fra vinterens mørke mod sol, varme og spændende oplevelser. Langt de fleste rejser direkte til Bangkok, som både Thai Airways og SAS flyver til, mens charterflyene flyver til Phuket og Krabi. Bangkok er en af de store destination i vinterhalvåret, og hele 12 procent af alle langdistancerejsende ud af København i februar rejste til Bangkok”, siger Peter Krogsgaard.
Dertil kommer de mange rejsende, der flyver til Thailand med en mellemlanding i et af de helt store trafikknudepunkter i Mellemøsten som Doha, Dubai eller Abu Dhabi.