Hvad er ledsagerservice? 

Ledsagerservice sikrer at børn, som skal rejse alene, er under sikkert opsyn under hele rejsen. Det gælder fra check-in skranken, igennem sikkerhedskontrollen, ud til gaten, hvor flypersonalet står klar til at tage imod, og igennem lufthavnen på slutdestinationen til personen, der står klar til at modtage barnet.

Personalet på flyet får altid at vide, at der er et uledsaget barn ombord, og der bliver altid holdt øje, så barnet ikke føler sig utrygt.

 

Hvordan tilkøber jeg servicen for et barn? 

I de fleste tilfælde kan du booke ledsagerservice for dit barn, når i køber flybilletten online indenfor Skandinavien og Europa. For flyvninger andre steder i verden kræver det hos nogen flyselskaber, at du kontakter deres kundeservice direkte. Hos nogen flyselskaber kan du også tilkøbe ledsagerservice direkte i Københavns Lufthavn ved check-in skranken. 

Der kan kun være et begrænset antal uledsagede børn pr. flyvning, så vi anbefaler, at I ansøger om ledsagerservice så tidligt som muligt. 

Hvem håndterer det? 

I Københavns Lufthavn får man ledsagerservice fra et handlingselskab. Hvilket handlingsselskab, du skal benytte, afhænger af flyselskabet.
Se alle handlingsselskaber her

Bemærk: Det er ikke alle flyselskaber, som tilbyder at ledsage børn under 18 år. Find de individuelle regler direkte hos flyselskabet. 

En tryg rejse

Hvis dit barn skal flyve alene, vil vi gøre vores bedste for, at dit barn føler sig i sikre hænder, både ved afrejse og ankomst i Københavns Lufthavn. 


Bemærk: Vi anbefaler altid, at du giver dig tid til at undersøge og forstå dit flyselskabs politik for uledsagede børn. Flyselskaberne vurderer ikke om dit barn er i stand til at flyve alene, beslutningen tages udelukkende af dig som forælder/værge.

Sådan foregår det: 

  • Udfyld dokumenter inden afrejse: Forældre/værge skal udfylde formularen ’Handling Advice’ for barnet inden afgang. Her skal der oplyses navn og mobiltelefonnummer på personen, der afleverer barnet, samt på den person der skal hente barnet på destinationen. 
  • Kom i god tid: Mød op ved flyselskabets check-in skranke gerne 2-3 timer inden afgang. Så er der god tid, hvis noget uventet opstår, og barnet kan rejse med mere ro i maven. 

  • Tip til håndbagage: Vi anbefaler, at barnet har en overskuelig og let håndbagage med kun de vigtigste genstande, da der i forvejen er mange ting at holde styr på i en lufthavn.

  • Check-in og bagage: Ved check-in skranken hos flyselskabet skal forælder/værge fremvise gyldigt ID og de nødvendige underskrevne formularer, som der kræves fra flyselskabet. Her vil du også blive bedt om at hjælpe barnet med evt. indchecket bagage. 

  • Ledsager: En ledsager fra flyselskabet vil hente barnet ved check-in skranken og følge barnet igennem sikkerhedskontrollen, evt. paskontrollen og helt ud til gaten, hvor flypersonalet står klar til at tage imod. Som forældre/værge skal du vente i lufthavnen, indtil flyet er lettet.

  • Om bord på flyet: Et medlem af kabinepersonalet vil byde barnet velkommen om bord og tage sig af barnet under flyvningen. Der bliver altid holdt øje, så barnet ikke føler sig utrygt. 

  • På destinationen: Ved landing vil lufthavnspersonalet byde barnet velkommen ved gaten, og følge barnet gennem paskontrollen, tolden og helt ud i velkomsthallen til forælder/værge, der skal hente barnet. Personalet foretager dokumenttjek samt billedlegitimation, inden barnet udleveres. 

Hvordan ved jeg, at min barn er kommet sikkert afsted?

Som forælder/værge skal du altid vente i lufthavnen, indtil barnets fly er lettet. I tilfælde af evt. forsinkelse eller andre uforudsete situationer vil dit barn blive ledsaget, og flyselskabet vil holde dig opdateret undervejs. 

Bemærk: Har du spørgsmål til dit barns rejse, skal du altid kontakte flyselskabet direkte. 


Find kontaktinformation på alle flyselskaber her