WiFi betingelser
Gældende pr. 30. november 2015
1. Generelt
WiFi Netværket udbydes af Københavns Lufthavne A/S, Lufthavnsboulevarden 6, 2770 Kastrup, CVR-nr. 14 70 72 04 (herefter ”CPH”), som kan kontaktes på kundeservice@cph.dk og +45 3231 3231.
2. Adgang til netværket
Betingelserne skal accepteres for at opnå adgang til WiFi netværket i Københavns Lufthavne.
WiFi netværket stilles vederlagsfrit til rådighed for personer, der befinder sig i Københavns Lufthavne i forbindelse med en flyafgang eller flyankomst. Enhver anden benyttelse vil resultere i, at WiFi adgangen spærres, f.eks. hvis lejere, butikker og flyselskaber benytter WiFi netværket.
2. Ansvar for netværket
CPH tilstræber, at oplysningerne på netværket er fuldstændige, korrekte og opdaterede. Eventuelle fejl bliver så vidt muligt rettet. CPH er ikke ansvarlig for skader og tab, der kan opstå ved brug af WiFi netværket, herunder indirekte tab, driftstab, tabt fortjeneste, rentetab, mistede besparelser og tab af data mv.
CPH kan ikke gøres ansvarlig for manglende adgang til WiFi netværket, og brugeren kan ikke kræve nogen form for økonomisk kompensation herfor.
3. Brug af netværket
Som bruger forpligter du dig til ikke at uploade, downloade, overføre eller tilgå materiale med indhold, der er ulovligt, diskriminerende, ondsindet, uanstændigt, pornografisk, krænkende, hadefuldt eller strider mod andres rettigheder.
Det er ikke tilladt at anvende WiFi netværket i forbindelse med strafferetlige eller civilretlige overtrædelser af love, administrative bestemmelser eller andre offentlige regler, herunder tyveri eller krænkelse af ophavsret, varemærker, forretningshemmeligheder eller andre former for immaterielle rettigheder; svig; forfalskning; tyveri og misbrug af økonomiske midler, kreditkort eller personlige oplysninger; og trusler om fysisk skade eller chikane.
CPH kan udelukke brugere, der handler i strid med nærværende betingelser, fra at opnå adgang til WiFi netværket. CPH forbeholder sig i øvrigt retten til frit at udelukke brugere fra at opnå adgang til WiFi netværket, hvis CPH finder det nødvendigt for at beskytte sine interesser.
4. Oprettelse af profil på WiFi netværket
I forbindelse med log-on på WiFi netværket skal du indtaste en række oplysninger, herunder e-mailadresse.
CPH har mulighed for at gemme oplysninger om dit device (notebook, mobil/smartphone), første gang du opnår adgang til WiFi netværket, således at du efterfølgende automatisk logges på WiFi netværket. Anvender du et nyt device, bliver du bedt om at logge på igen.
5. Sådan behandler CPH dine oplysninger
Vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.
6. Brug af cookies
Ved brug af WiFi netværket lagres cookies på brugerens terminaludstyr. Læs mere og få vejledning i sletning af cookies i CPHs Cookiepolitik her: https://www.cph.dk/cookiepolitik.
Hvis du har spørgsmål til CPHs behandling af personoplysninger eller cookie-politikken, bedes du kontakte CPH.
7. Ændringer i betingelserne
Ændringer af nærværende betingelser kan foretages af CPH uden varsel. De til enhver tid gældende betingelser kan findes på http://www.cph.dk.
8. Lovvalg og værneting
Nærværende betingelser er undergivet dansk ret.
Enhver tvist som måtte opstå i forbindelse med nærværende betingelser skal indbringes for de danske domstole og skal anlægges ved CPH’s hjemting. Forbrugerværnetingsreglerne finder anvendelse i sager mellem CPH og forbrugere.