Københavns Lufthavn (CPH) sætter strøm til den bæredygtige omstilling
Ny aftale mellem CPH og den jyske energikoncern EWII om opsætning af næsten 1.350 nye ladestandere sætter en tyk streg under viljen til at gøre landets største lufthavn bæredygtig. Det bliver det hidtil største antal ladepunkter på en enkelt adresse i Danmark.
I 2019 havde CPH i gennemsnit 83.000 passagerer igennem terminalerne dagligt, mange af dem udnytter en af de mere end 14.000 parkeringspladser i lufthavnen. En del af dem er allerede udstyret med el-ladestandere, men udviklingen viser, at behovet vokser over de kommende år.
Det imødekommer CPH nu i tæt samarbejde med EWII, der opsætter 1.350 ladestandere i lufthavnen over de næste 10 år:
”CPH prioriterer den bæredygtige udvikling. Vi er allerede i gang med at udvikle fremtidens bæredygtige lufthavn i EU-projektet ALIGHT, og med opsætningen af flere nye ladepunkter imødekommer vi både behovet hos passagerer og medarbejdere i CPH, men vi understøtter også den samlede andel af lufthavnens køretøjer hvor ca. 40% allerede er drevet af elektricitet”, fortæller kommerciel direktør Peter Krogsgaard.
”Og netop dét behov skal vi naturligvis imødekomme i CPH”, påpeger Peter Krogsgaard.
Det er energikoncernen EWII, der sætter ladestanderne op i CPH i tæt samspil med ZAPP Mobility, ABB og Monta. Opgaven bliver at sikre en trinvis op- og udbygning af el-ladestrukturen i CPH, hvilket bliver en teknisk svær udfordring - men den gensidige tillid er stor:
”CPH er en kompleks virksomhed, og der skal sættes ladestandere op på begge sider af hegnet, så både driften af lufthavnen og de passagerrettede områder får gavn af løsningerne. Derfor er vi meget tilfredse med at have landet aftalen med EWII, fordi vi får en stærk partner, der også arbejder med både varme, vand, elektricitet og fiber, og derfor har både viden og know-how indenfor en række områder, som både er og bliver relevante for os i den bæredygtige udvikling af CPH”, fortæller Peter Krogsgaard og suppleres af EWII’s administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn:
”Hos EWII er vi meget glade for og stolte over at skulle medvirke til udviklingen af fremtidens grønne lufthavn. Københavns Lufthavn tager et vigtigt og modigt skridt med etableringen af en veludbygget ladeinfrastruktur, der både inviterer gæster til at køre grønt og understreger lufthavnens egen ambition om grøn omstilling. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at bære den grønne omstilling igennem”.
FAKTA:
- Aftalen mellem CPH og EWII indebærer, at der opsættes i alt 1.350 el-ladestandere i CPH over de kommende 10 år. Heraf er de 1.320 AC ladere, som leverer 22 kWt, mens de resterende 30 ladere er lynladere, som leverer minimum 180 kWt. I 2022 er det planen, at der opsættes 180 AC ladere og 15 lynladere, som placeres, så de mange taxaer, der fragter passagerer til og fra lufthavnen også vil kunne profitere af infrastrukturen.
- Ifølge De Danske Bilimportører blev der i alt solgt 185.328 nye personbiler i 2021, hvoraf knap 65.000 var opladelige biler. Ved udgangen af 2021 var der indregistreret knap 2.781.855 personbiler i Danmark, heraf udgjorde opladelige biler 144.498 køretøjer, så behovet er til stede.
- I EU-projektet ALIGHT er CPH fyrtårnslufthavn, hvor fremtidens bæredygtige løsninger skal udvikles i tæt samarbejde med 15 europæiske partnere. Projektet fokuserer både på at etablerede infrastrukturen til bæredygtige brændstoffer samt udvikling af løsninger til at implementere bæredygtige energikilder i driften af lufthavnen. Læs mere på: www.alight-aviation.eu