CPH Årsregnskab: Underskud før skat på DKK 667 millioner, men CPH investerer i fremtiden
Trods underskud før skat på DKK 667 millioner i 2021 er troen på en bæredygtig fremtid stærk. Blandt andet vil CPH investere mere end DKK 4 milliarder i at udvikle terminalerne de kommende år. Med den travle sommer vendte optimismen tilbage efter en vinter, hvor aktiviteten var sat 60 år tilbage. 9,2 millioner rejste igennem CPH i 2021. Der forventes langt flere i 2022, hvor klimaet står højt på dagsordenen.
Den værste krise i luftfarten siden Anden Verdenskrig har for andet år i træk vendt tidligere års overskud til et trecifret millionunderskud – fra et overskud på DKK 1,3 milliard i 2019 til underskud før skat i 2020 og 2021 på henholdsvis DKK 828 og 667 millioner.
9.179.654 passagerer rejste igennem Københavns Lufthavn i 2021. Det svarer til knap en tredjedel af aktiviteten før COVID-19, men var dog 22% flere end i 2020.
På grund af COVID-19 og rejserestriktionerne var aktiviteten i årets første halvdel som i starten af 1960’erne. Men i løbet af sommeren og efteråret gjorde flyrejserne comeback, så antallet af passagerer i andet halvår nåede ca. 50% forhold til perioden før COVID-19.
”På få måneder blev antallet af rejsende mere end femdoblet fra 184.000 i april til 1,2 millioner i juli. Det viser, at rejselysten er intakt. Nu ser det ud til, at COVID-19 pandemien er ved at klinge af, så vi alle igen kan flyve på ferie og forretning. Det er godt nyt, ” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør.
Stille vinter tynger regnskabet
Selvom sommerens og efterårets rejselyst begyndte at vende udviklingen, så er regnskabet for 2021 dog tynget af det meget lave passagertal i årets første måneder.
”Den dårlige nyhed er, at vi kommer ud af 2021 med et samlet underskud før skat på DKK 667 millioner. Det er andet år i træk med underskud. Men den gode nyhed er, at vi kom ud af tredje og fjerde kvartal med et lille overskud på driften på henholdsvis DKK 77 og 107 millioner,” siger Thomas Woldbye.
CPH havde dog fortsat et negativt cashflow i andet halvår, og måtte derfor trække yderligere på kreditfaciliteterne.
Omsætningen landede i 2021 på DKK 1,8 milliard – et fald på 60% sammenlignet med 2019, men i forhold til 2020 en mindre stigning på 12%.
Omsætningen på DKK 865,5 millioner i det aeronautiske forretningsområde (de takster flyselskaberne betaler for at bruge lufthavnen) var 24,5% højere end i 2020 ‐ men i forhold til 2019 svarer det til et fald på 64,2%.
Omsætningen på DKK 895,4 millioner i det ikke‐aeronautiske forretningsområde, som dækker shopping center, parkering, hotel og udlejning, var 1,7% højere end i 2020 – men i forhold til 2019 et fald på 53,6%.
I årsregnskabet er medtaget de DKK 260 millioner, EU‐kommissionen gav staten mulighed for at give i kompensation for faste omkostninger som følge af corona‐restriktionerne i 2021.
Gælden er en udfordring
Foreløbig har CPH trukket DKK 2,1 milliarder på kreditfaciliteterne for at holde lufthavnen i drift og foretage de nødvendige investeringer. Den voksende gældsbyrde er en udfordring for CPHs evne til at investere i udviklingen af fremtidens bæredygtige lufthavn.
Den nuværende takstaftale mellem CPH og flyselskaberne kunne ikke forudse, at luftfarten blev ramt af den værste krise i mands minde, og at aftalens forudsætninger om for eksempel vækst og nye ruter reelt blev sat ud af spillet. Derfor blev aftalen med flyselskaberne justeret i marts 2021.
”I perioden efter 2023 er det vores ønske, at den regulatoriske model justeres og adresserer den markante gældsopbygning CPH har haft for at holde lufthavnen i drift. Gælden skal afvikles samtidig med at CPH skal have finansiel styrke til investeringer i kapacitet, sikkerhed og den grønne omstilling,” siger Thomas Woldbye.
Klar til udvikling af CPH
Under krisen har CPH simplificeret og gentænkt mange processer, samtidig med at der er reduceret omkostninger og udskudt planlagte investeringer for omkring DKK 2 milliarder i forhold til 2019 niveauet. Dog kunne CPH i 2021 indvie et nyt bagageanlæg og det nye Comfort hotel og konferencecenter.
Målet om at være en af verdens mest effektive og bæredygtige lufthavne er intakt. Det er afgørende, hvis CPH skal leve op til sit vigtigste samfundsansvar: At skaffe Danmark de bedste mulige flyforbindelser til at rejse ud i verden på forretning og ferie og være med til at sikre den grønne omstilling af luftfarten.
”Vi tror på fremtiden. Så trods krisen og den voksende gældsbyrde besluttede vi i efteråret at fastholde den største investering i nyere tid: Udviklingen af terminalområdet efter sikkerhedskontrollen med en langt større bagageudlevering, mere plads til paskontrol og passagerer og bedre faciliteter for flyselskaber og kunder,” siger Thomas Woldbye.
Efter tre års forberedende arbejde blev der underskrevet kontrakt på hovedentreprisen til DKK 2,1 milliard over de næste syv år. Samlet bliver investeringen mere end DKK 4 milliarder.
Den grønne omstilling er i gang
For et lille land i udkanten af Europa er flytransport afgørende for velfærd og udvikling. Derfor skal vi ikke flyve mindre. Men vi skal flyve grønnere og mere bæredygtigt.
Den bæredygtige omstilling af luftfarten blev adresseret både af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og Statsminister Mette Frederiksen i årets nytårstaler.
”Vi er klar til at støtte Statsministerens ambition om, at indenrigsflyvning skal være grøn i 2030 – og at en af de seks indenrigsruter allerede i 2025 skal flyves udelukkende på bæredygtigt brændstof. Det bliver udfordrende, men ikke umuligt,” siger Thomas Woldbye.
Københavns Lufthavne er medstifter af initiativet Green Fuels for Denmark sammen med blandt andre Ørsted og Maersk. Målet er at etablere en dansk produktion af bæredygtigt Power‐to‐X brændstof. Teknologien er kendt – men udfordringen er, at det lige nu er meget dyrt.
”Danskerne er overvejende positive overfor at betale lidt ekstra for flybilletten, hvis pengene går til den grønne omstilling og til bæredygtigt brændstof. Vi håber på, at vi snart kan få etableretLuftfartens Klimafond, hvor pengene fra et klimabidrag på flyrejser føres tilbage til branchen til helt konkrete initiativer, der kan understøtte den grønne omstilling af luftfarten – for eksempel at kunne producere og købe grønt brændstof til en konkurrencedygtig pris,” siger Thomas Woldbye.
Flere jobs i luftfarten
CPH er ramme for et af Danmarks største økonomiske økosystemer. Omkring 1.000 virksomheder opererer i og omkring lufthavnen. Da krisen var værst i starten af 2021, blev antallet af ansatte i reduceret fra 22.000 til 13.000.
Nu er mange virksomheder i lufthavnen i gang med at genansætte – det gælder både butikkerne i terminalerne, men f.eks. også leverandører, flyselskaber og de groundhandlere, der på flyselskabernes vegne tjekker passagerne ind, håndterer bagage og fly m.v.
I virksomheden Københavns Lufthavne A/S bliver flere af de flere end 800 stillinger, der blev nedlagt sidste år, også genbesat i takt med væksten og genstarten.
”Vi tror på fremtiden og vores medarbejdere, som siden marts 2020 har ydet en helt ekstraordinær indsats for at give den bedst mulige service til de rejsende i en tid med konstante forandringer og forhindringer. Det har bestyrelsen og ledelsen ønsket at anerkende med en ekstraordinær bonus til alle på 10.000 kroner, der bliver udbetalt 31. marts. Det er meget velfortjent,” siger Thomas Woldbye.
Også passagerne sætter pris på indsatsen. 84% af de rejsende var tilfredse med oplevelsen i CPH, viser de målinger, der blev genoptaget i andet halvår. Det svarer til tilfredsheden i 2019, før COVID-19 pandemien startede.
I Skytrax internationale måling blev CPH i 2021 af passagerne kåret som nummer 1 i kategorien ”Best Airport Staff in Europe 2021”.
Finansielt Outlook for 2022
Mens passagerniveauet for 2022 er startet bedre sammenlignet med 2021, står den globale luftfartsindustri fortsat over for usikkerhed på grund af COVID-19-pandemien. Der gør det vanskeligt at give detaljerede forventninger til de økonomiske resultater i det kommende regnskabsår.
Den europæiske flytrafik forventes at blive styrket i 2022 sammenlignet med 2021. Selvom landene langsomt genåbner, er de internationale langdistanceruter dog fortsat hårdt ramt af restriktioner og usikkerhed blandt de rejsende. På trods af de nuværende restriktioner forventes en forbedring af resultaterne i de kommende år, hvor passagerer er den primære kilde til CPH’s omsætning.
CPH forventer, at pandemien vil fortsætte med at påvirke antallet af flyvninger og antallet af fritids- og forretningsrejsende i hele 2022. Usikkerhed og fortsatte smittebølger kan resultere i nye forstyrrelser af rejsemønstrene.
Dertil kommer, at krisen i Ukraine kombineret med stigende priser på brændstof og energi har øget den generelle usikkerhed.
På grund af den fortsat usikre situation vil CPH følge situationen tæt og løbende vurdere og justere niveauet for driftsomkostninger og investeringer.
CPH vil informere markedet, når der kan gives meningsfulde forventninger til økonomien.