Billeder
Som udgangspunkt bruges billeder fra Københavns lufthavne. Billederne er lette at afkode og motiverne realistiske. De afspejler situationer, der foregår i lufthavnen. Billederne skal udtrykke varme og nærhed og have mennesket i fokus - følelser fremfor infrastruktur. Billederne er rolige og fokuserede, hvert billede afspejler en enkelt situation. Lufthavnens arkitektur og omgivelser er altid i spil. Billederne beskæres, så de passer til den givne situation og fremmer fortællingen i billederne.
Opdateret 10. december, 2020
Anvisninger
- Der skal indgå et arkitektonisk element/perspektiv, så vi som udgangspunkt viser rumligheden. Markørerne er gulv, lysindfald, skiltning/afgangstavler, højt til loftet.
- Der er som udgangspunkt altid mennesker på billeder fra Københavns Lufthavne.
- Andre logoer end Københavns Lufthavnes logo må ikke være skarpe eller i centrum for et givent motiv, da det vil virke som en anprisning af specifikke samarbejdspartnere. Det gælder naturligvis ikke i materiale, der netop har til hensigt at promovere særlige enheder, selskaber eller lignende.
- Farvetonen er naturalistisk/varm. Beskæringen er stram men levner plads til, at modtageren kan fornemme den rumlighed, der kendetegner Københavns Lufthavnes særlige arkitektur.
- For et give billederne et farvespektrum tæt på vores corporate farver, behandles billederne ud fra disse principper: Lav farvemætning, kontrast med lyse mellemtoner og varme i højlys.
Stikord
- Skandinavisk stil
- Enkelhed, fokus
- Arkitektur, perspektiv, rumlighed (visionær og international)
- Nærvær, øjenkontakt, naturlig
- Robust (nærværende og systematisk)
- Rejseglæde, tryghed, service
- Skandinavisk, autentisk og en del af byen