02.08.2024

Passagerrekord i Københavns Lufthavn med færre fly i luften

Juli blev den travleste måned nogensinde i Københavns lufthavn. Flere end tre millioner passagerer rejste gennem terminalerne, og hele seks gange blev den oprindelige passagerrekord for en enkelt dag i lufthavnen slået. Selv om rejselysten stiger, var der ni procent færre fly i luften på årets største rejsedag end på den travleste rejsedag i 2019.  

Lysten til at flyve på ferie til sol og sommer i Spanien eller en græsk ø er stor. Juli blev den måned med flest passagerer nogensinde i Københavns Lufthavns 99-årige historie. I alt var der 3,190* millioner rejsende gennem lufthavnen, hvilket er 13 procent flere i samme måned sidste år.

 

I sommeren 2019 var 109.000 passagerer igennem Københavns Lufthavn på en enkelt dag – en rekordstor rejsedag, men nu er den slået. Ikke mindre end seks gange i løbet af juli rejste flere end 109.000 passagerer gennem terminalerne, og mandag den 22. juli var passagertallet over 115.000, og dagen blev dermed den største rejsedag i lufthavnens historie.

 

”Vi er glade for, at rejselysten fortsat er rigtig stor hos danskerne og sydsvenskerne, som rejser ud i verden her fra Københavns Lufthavn, men også hos de mange udenlandske gæster, som rejser hertil for at opleve alt det, København og Danmark har at byde på”, fortæller Peter Krogsgaard, som er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

 

Spanien er favoritten
Spanien er, som sædvanlig, den helt store solferiedestination, hvor ruterne til Mallorca, Malaga og Barcelona er de mest populære. Flere end 270.000 rejsende fløj til og fra Spanien i løbet af juli. Charterrejserne gik i særdeleshed til Grækenland, og her er det de græske øer Kreta og Rhodos, som er favoritterne blandt sommerens chartergæster.

 

Også Italien, Frankrig og Tyrkiet er blandt de mest populære solrige feriedestinationer denne juli, mens London endnu engang topper listen over populære byer at rejse til.

 

På de længere ruter er det især ruterne til USA, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, passagererne vælger til. Her ses en stigning i antallet af passagerer i juli på mellem 27 og 34 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

 

Færre fly i luften trods passagerrekorder
Selv om antallet af passagerer er stigende, gælder det modsatte for antallet af fly i luften. Der er færre fly, der letter og lander i Københavns Lufthavn sammenlignet med 2019, som er året inden, pandemien satte luftfarten på pause.

 

På den største rejsedag den 22. juli lettede og landede 722 passagerfly i Københavns Lufthavn. Det svarer til 9 procent færre fly i luften end på den travleste rejsedag i 2019, hvor antallet af flyoperationer var 791. Mere moderne flytyper, som er større og mere brændstofeffektive, er årsagen til dette.

 

”I dag kræver det færre fly end tidligere at transportere så mange rejselystne passagerer både ind og ud af Danmark. Det kan lade sig gøre, fordi flyselskaberne har adgang til moderne og mere brændstofeffektive fly, hvor der er flere sæder tilgængelige. Samtidig er flyselskaberne også blevet endnu bedre til at fylde flyene, og det er rigtig positivt”, fortæller Peter Krogsgaard.

 

Sommeren i år er generelt travl i Københavns Lufthavn, og det forventes, at ni millioner passagerer vil rejse gennem terminalerne i løbet af juni, juli og august.

 

Fakta om flytyper i Københavns Lufthavn
På de europæiske ruter er der mellem 2019 og 2024 sket et markant fald i brugen af Airbus 319 med 156 sæder til fordel for Airbus 320 med 180 sæder.
På oversøiske ruter er Airbus 340 med fire motorer og 247 sæder helt udfaset. I 2024 benyttes især Airbus 330 og 350 med 300 sæder samt Boeing Dreamliner (B787) med 256 sæder. Disse er alle tomotorers og mere brændstofeffektive.

 

*Tallet er ændret fra 3,189 i den oprindeligt udsendte pressemeddelelse på baggrund af de endeligt opgjorte tal

 

 

Download Excel-fil