Flere end 300 ruter ud af Københavns Lufthavn i sommerprogrammet
2,2 millioner passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i marts, og forude venter påsken med mange rejsende. Flyselskaberne har netop lanceret sommerprogrammet, der samlet byder på hele 315 direkte ruter fra København ud i verden.

Foråret er kommet godt i gang i Københavns Lufthavn. I marts var 2,228 millioner rejsende gennem terminalerne i lufthavnen. Det er på niveau med samme måned sidste år – hvor påsken endda lå i marts modsat i år, hvor den ligger i april.
”I år falder påsken senere end sidste år. Det til trods har marts vidnet om stor rejselyst. Der er appetit på at rejse ud i verden – og det gælder også udenlandske turister, der kommer til København og resten af Danmark”, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Danske rejsende udgør 35 procent af alle passagerer i Københavns Lufthavn, mens udlændinge udgør resten med flest svenskere, amerikanere, briter og nordmænd blandt de rejsende.
I årets tre første måneder rejste 6,163 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn, hvilket er seks procent flere sammenlignet med samme periode sidste år.
31 nye ruter i sommerprogrammet
Ved overgangen til sommertid den 30. marts tog flyselskaberne også hul på sommertrafikprogrammet. I den forbindelse åbner 31 nye ruter fra København, hvoraf SAS står for hele 21 af de nye ruter. Samlet set er der indtil videre 315 ruter ud af København til 171 forskellige destinationer hen over sommeren.
”Flyselskabernes sommerprogram er fyldt med spændende nyheder. Vi er meget tilfredse med, at flyselskaberne vælger at etablere nye ruter fra Københavns Lufthavn, hvor flere af ruterne ovenikøbet er til helt nye destinationer i både Skandinavien, Europa, Nordamerika og Asien. Det giver rejsende fra Danmark og Sydsverige flere muligheder for at komme ud i verden – og mindst lige så vigtigt, så får udenlandske turister og erhvervsrejsende fra hele verden nemmere adgang til København og resten af Danmark”, siger Peter Krogsgaard.
Langt de fleste nye ruter er inden for Europa, som udgør over 85 procent af den samlede trafik fra Københavns Lufthavn. Fire af sommerens nye ruter er til oversøiske destinationer, hvor Delta Air Lines begynder at flyve til den amerikanske storby Minneapolis, mens SAS åbner nye ruter til Seattle, Nuuk og Seoul.
Norwegian styrker sin tilstedeværelse i København
I forbindelse med sommertrafikprogrammet styrker Norwegian sin position i Københavns Lufthavn. Selskabet åbner fire nye ruter og begynder at flyve direkte fra København til Bratislava, Newcastle, Sarajevo og Tanger.
”Norwegian er er et af de største flyselskaber i Københavns Lufthavn med en andel på 16 procent af det samlede antal passagerer. Det er meget positivt, at Norwegian fortsætter med at vokse i København. Denne gang med fire nye ruter – to af dem endda til nye destinationer, der ikke tidligere har været betjent fra København”, siger Peter Krogsgaard.
Med de fire nye ruter har Norwegian 77 direkte ruter til og fra København hen over sommeren.
Travle påskedage forude
I midten af april begynder påsken, der er nogle travle uger i Københavns Lufthavn. I år er forventningen, at omkring en million passagerer rejser gennem lufthavnen i forbindelse med påskeugerne. Det er 19,5 procent flere end i påsken sidste år.
”De mange helligdage gør det ideelt at tage på tur ud i verden, og vi kan se, at rejselysten er stor. Der vil være dage i løbet af påsken, som er på niveau med de travle sommerdage, hvor der er flere end 100.000 rejsende i lufthavnen. Vi er godt forberedt og glæder os til at være med til at give de mange gæster en god oplevelse”, siger Peter Krogsgaard.
De mest travle dag bliver fredag den 11. april med omkring 105.000 rejsende og søndag den 27. april med 104.000 passagerer, der benytter Københavns Lufthavn.
Forbered dig på rejsen og kom til tiden
For at få en god start på sin rejse opfordrer Københavns Lufthavn alle rejsende til at komme til lufthavnen til tiden. Det vil sige to timer før afrejse, hvis man skal rejse inden for Europa og tre timer inden, hvis man skal uden for Europa.
Det er en god ide at checke ind hjemmefra, hvis man har mulighed for det, og gøre brug af de mange selvbetjeningsløsninger, der er i lufthavnen.
Der er flere gode råd og rejsetips på lufthavnens hjemmeside eller app, hvor man også kan planlægge sin tur gennem lufthavnen og holde sig orienteret om sin rejse.